Lønstrup er en gammel fiskerlandsby beliggende mellem Hirtshals og Løkken. Byen har 558 faste indbyggere (2019), men i ferieperioderne summer byen af aktivitet. Mange nordmænd og tyskere lejer sig ind i de mange sommerhuse i området og byen er kendt for sine kunsthåndværkere, der tiltrækker mange kunstinteresserede.

Et par kilometer mod syd står det kendte og elskede Rubjerg Knude fyr. I efteråret 2019 blev fyret flyttet 70 meter ind i landet efter at havet havde gnavet sig faretruende tæt på. På den måde ville man undgå, at fyret kom til at lide samme skæbne som Mårup Kirke lidt nord for fyret, der blev nedtaget i perioden 2008-2015, efter det var kommet for tæt på skrænten.

Oplev Lønstrup