Den Tilsandede Kirke

Den Tilsandede Kirke eller Sankt Laurentii Kirke ligger ca. 4 km. sydvest for Skagen centrum. Kirken menes at være opført i slutningen af 1300-tallet og var den største i Vendsyssel på det tidspunkt. Kirketårnet menes at være opført på et senere tidspunkt, muligvis omkring år 1500. Kirken har kæmpet mod sandflugten siden det 16. århundrede men i 1795 blev kirken nedlagt på ordre af kong Christian d. 7. Kirkeskibet blev nedtaget og brugt til andre byggeprojekter mens tårnet blev skånet. I dag er det fredet  og udgør hvert år et populært og elsket besøgsmål for turister i området.