Klitmøllers omdømme som windsurfer-paradis går helt tilbage til 80’erne. Rygtet går på, at Christian Drach – bror til den velkendte windsurfer Jurgen Drach – var på vej til Norge tilbage i 1981. Pga. dårligt vejr var færgen indstillet og under hans midlertidige ophold i Hanstholm kom han ved et tilfælde forbi Klitmøller og det var altså her han “opdagede” området. Siden er windsurfere strømmet til “Cold Hawaii”, et tilnavn området fik i løbet af 90’erne. Professional Windsurfers Association (PWA) stopper hvert år deres World Cup i Cold Hawaii. 
I dag kommer folk fra nær og fjern både for at windsurfe, surfe, kitesurfe, stand up paddle og meget andet. Der er rig mulighed for at få grundig oplæring på en lokal surf school. Hvis man ikke selv har udstyr kan man enten leje eller købe det i en af de mange surf shops

Cold Hawaii er et smukt sted med en dramatisk natur, der er et besøg værd hele året uanset om man kommer for at surfe eller bare opleve og nyde naturen.